Nu reklamerer Jyske Bank også for retfærdighedsindustrien…
Dagens strøtanker:
Jeg var her til middag i banken for at sætte penge på kontoen. Mens jeg ventede strejfede jeg hen til ved drikkevandsautomaten hvor der lå et par udgaver af et eller andet blad med titlen “Fair” etellerandet. På forsiden ser man Connie Hedegaard udstillet som ikon for miljø og noget “fairness”… ræk mig brækspanden.
Indeholdt i bladet er det sædvanlige touchy-feely pis om CO2-udledning og klimaforandringer som er skrevet i en stil der giver indtrykket at en grøn dommedagsprofet har haft fat i tastaturet (”kloden gisper efter vejret… der må gøres noget NU!” osv). Og så bliver Connie ellers udspurgt om dit og dat som om hun var et orakel på området. Tak skæbne.
Så er der den sædvanlige slåen på tromme for “fair trade”, som iflg. Fair Trade’s hjemmeside bygger på følgende principper:
“Formål med fair trade
- at forbedre dårligt stillede producenters vilkår på markedet
- at fremme social lighed
- at beskytte miljøet
- at øge bevidstheden om de ulige handelsforhold mellem nord og syd
- at påvirke offentligheden gennem kampagner”
Mere af det sædvanlige lyserøde gylle. Vi tager dem en af gangen:
1) Hvad er en “dårligt stillet producent” helt specifikt? Indebærer denne forbedring af vilkår også producenter som er dårligt stillet pga. egne fejl og mangler?
2) Social lighed? Det skal vel forstås som den eneste form for social lighed som socialdemokraterne her til lands forstår sig på - netop gennem omfordeling via tung beskatning af alt fra indkomst til det beskidte undertøj…
3) Beskytte miljøet? Jamen, det er jo herligt - det klinger godt, men dette princippunkt er reelt indholdsløst fordi det ikke er specificeret hvordan denne beskyttelse skal ske. Skal det være via den typiske given-med-den-ene hånd-og-tagen-med-den-anden til store virksomheder, som det typisk foregår i den vestlige verden? Så bliver tingene sku ikke bedre…
4) At øge bevidstheden om de ulige handelsforhold… ok så har vi etableret et offer og en krænker. Krænkeren er naturligvis os selv - det Onde Nord (hvem ellers?). De problemer der er med handelsforholdene er primært de toldmure som hindrer den liberalistiske globale frihandel til gavn for alle - men det er jo ikke den der tales om. Der tales om ulighed - ikke frihed.
5) At påvirke offentligheden gennem kampagner. Jatak - så vi har nogle flere fisefornemme vulgærmeningsdannere der kan høste ufortjent goodwill og statslige støttekroner og iøvrigt propagandere i det skjulte for den røde fløj…
Og vi fortsætter (mine kommentarer er indlejret i det citerede):
“Principper for fair trade
1. Respekt og omtanke for mennesker og miljø.”
Specifikt hvilken form for respekt og omtanke? Igen, så vagt at det kan fortolkes på hvilkensomhelst måde.
“2. En fair betaling til producenter og andre handelspartnere. En fair pris skal sikre producenten en bedre betaling end den der normalt opnås for tilsvarende arbejde/produkter på det lokale marked.”
Men det er ikke det lokale marked - det er det globale marked de vil have en “fair” pris på. fx. Max Havelaar henter deres kaffe i Sydamerika og sælger den i Danmark - det er sku ikke et lokalt marked. Men vigtigere: Hvor meget skal prisen op over det fx. kaffe handles til i dag før den er “fair”? Dette skrev jeg og spurgte til en representant for Fair Trade.dk for et år siden. Jeg fik aldrig svar. (Er naturligvis ikke overrasket.)
“3. Fremme ordentlige arbejdsforhold. Arbejdsmiljøet skal som minimum opfylde lokale betingelser og regler.”
Dvs. støtte til mere statslig undertrykkelse og mikromanagement af befolkningen, men nu også internationalt. Føj.
“4. Medbestemmelse. Producenter, frivillige og ansatte medarbejdere skal inddrages i de beslutningsprocesser, der vedrører dem.”
Det bliver de sku ikke hvis vulgærvelgørere som Fair Trade støtter statslige indgreb, ignorer store multinationale firmaer rolle i det globale marked, og ignorere fordelene ved frihandel og frihed. Om igen.
“5. Beskyttelse og fremme af menneskerettigheder.”
Hvem kan være imod det? Men er det FN’s quasi-socialistiske menneskerettigheder de taler om? Så siger jeg nej tak og køber Gevalia istedet :P
“6. Særlig opmærksomhed rettes mod at forbedre forholdene for specielt fattige og udsatte grupper inden for produktion og handel, fx kvinder og børn, samt oprindelige folk.”
Tidligere erfaringer med sweatshop-busters i Sydøstasien viser at når børn og kvinder tvinges ud af det formelle arbejdsmarked, så ryger de ind på prostitutionsmarkedet i stedet. Er det Fair Trade.dk’s erklærede mål at opnå sådan et resultat?
“7. Omtanke for miljø og bæredygtig udvikling inden for alle led i fair trade kæden.”
Statslig kontrol - som jo er hvad Fair Trade’s principprogram bærer hen imod - er ikke ligefrem forenelig med bæredygtighed. Har disse velgørere aldrig hørt om problemerne ved planøkonomi og central styring af produktion? (Ret mig om jeg tager fejl - men hele det Fair Trade halløj er så vagt defineret at der er svært at se præcist hvilke forhold de ønsker at indføre deres principper under.)
“8. Fremme af en bæredygtig udvikling ved at tilstræbe langsigtede og stabile handelsforbindelser.”
Dette er også uddybet andetsteds på FT’s sider, hvor man fx. kan læse:
“4. Når det ønskes af producenterne, skal importøren yde forudbetaling for varerne eller skaffe adgang til andre former for kredit.
5. Importøren bør etablere varige handelsforbindelser med producenterne.
6. Importøren bør støtte producenterne med teknisk bistand, produktudvikling og uddannelse.”
Dvs - de skal have i hoved og røv og vi skal bare betale. Jeg tænker yderligere - indbefatter “varige handelsforbindelser” at den onde, danske/nordlige importør skal forblive som handelspartner hvis den flinke, sydlige producent røvrender ham ved at sende for få, forkerte eller for dårlige varer herop?
“9. Prioritering af produkter, hvor så mange led af forarbejdningsprocessen som muligt er foregået i oprindelseslandet.”
Det sker af sig selv hvis de økonomiske (skatte og reguleringsmæssige) forhold i hjemlandet er gode og ikke er til hinder for lokal produktion. Går Fair Trade ind for lave, simple skatter på arbejde og vikrsomhed, samt enkel og retfærdig lovgivning og effektiv lovhåndhævelse? Det kan vi kun gisne om…
“10. Åbenhed og gennemsigtighed i alle led af organisationens opbygning og aktiviteter. Alle parter i fair trade kæden er forpligtet til at give oplysninger videre til hinanden om deres produkter og markedsføringsmetoder, og om hvordan de opfylder fair trade-kriterierne.”
Skal de også videregive evt. handelshemmeligheder og intern information om deres virksomhed og arbejdsgange?
“11. Forpligtelse til at bidrage til oplysning, uddannelse og kampagneaktiviteter. “
Dvs. jobsikkerhed til velgørenhedsindustriens udvalgte. Igen, jeg er ikke overrasket.
Fair Trade? Nej tak - hellere Free Trade.