5/6: Grundlovsdag

Jeg er netop hjemkommet fra Konservativt Folkeparti’s Grundlovsarrangement på Hammermøllen i Helsingør. Jeg vil forsøge at fatte mig i korthed;

Efter at hav forladt stedet er det ikke skuffelse der fylder mig, for skuffelse kræver at man er mødt til noget, man har haft forventninger til. Det havde jeg ikke. Følelsen der dominerer er nærmere en af tomhed.

Dagens talere var Udenrigsminsiter Per Stig Møller og Helsingør Kommunes borgmester, Per Tærsbøl.

PSMs grundlovstale blev til en tale om Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, og tonen var lagt af den nylige terrorbombning af ambassaden i Islamabad i Pakistan, hvor en dansk statsborger omkom. Det blev til en tale der - uoverraskende - bakkede op om den første udenrigspolitik, Danmarks aktive deltagen i krigsindsaten i Afghanistan og Irak. Der forkuseredes dog på resultaterne i Afghanistan; Irak blev reelt ikke nævnt.

Det kan ikke overraske at an politiker, og sågar en fremtrædende af slagsen som Udenrigsministeren er, fremhæver de positive resultater der er fremkommet i den tid han har virket, og forbigår de negative i stilhed. Det blev fremhævet at med Danmark’s tilstedeværelse i Afghanistan sikrer vi kønnenes ligeberettigelse; 70% af mikrolån i Afgh. gives nu til kvinder; færre kvinder dør i barselssengen; flere kvinder, specielt pige rmodtager uddannelse.

Ingen kan være uenige om at i en kultur der er præget af et middelalderligt, patriarkalsk og misogynt tankesæt, er det en god ting, set med vestlige øjne. Men åbenlyst nævntes tilbagskridtene i Afgh. og Irak ikke; for at blive ved emnet er de angivne fremskridt i Afghanistan mere end matchet af tilbageskridtet for kvinder i Irak - kvindernes situation i de flestes tilfælde er nu værre hvad angår ligestilling og friheder, end hvad de var under Saddam Hussein.

PSM’s budskab var, at vi ikke skal krybe ind i vores “sneglehus” ved at trække os ud af mellemøsten, og standse den aktivistiske udenrigspolitik - standser vi vores indsats, vinder terroristerne de totalitære, og vil således tryne alle de arabiske og persiske og tyrkiske samfund tilbage til en tilstand af Sharia, som han iøvrigt talte utvetydigt imod.

PSM begår således visse fejl. Først og fremest, som venstrefløjen, begår han den dumhed at antage at uden VORES direkte indgriben, er disse mellemønstlige befolkninger som klumper af uformet ler. Det er således vores opgave at gribe om dem og forme dem som vi ønsker - ifølge PSM. Reelle borgerlige er sjældent sene til at påtale sådan et tankesæt hos de venstreorienterede, men hvorfor anlægger nok en af de mest borgerlige “borgerlige” i FOlketinget i dag så sådan en ide for dagen uden at et ord lyder i protest?

Sekundært, han antager at alle de der udfører terrorhandlinger - hver og en - er totalitære mørkemænd som udelukkende er motiveret af religiøs ideologi. Han ænser ikke at mange af dem der melder sig til terrorgrupper, netop gør det fordi de har lidt under den til tider brutale fremfærd som vesten har ført i Afghanistan og Irak. (PSM sammenlignede i en af de mere letsindede øjeblikke terroroisterne med dræbersnegle, hvilket naturligvis fik forsamlingen til at grine let. PSM sagde at med terrorister, skal man slå hårdt ned på dem. Han sagde intet om, at når man slår tilstrækkelig hårdt ned et sted, vil andre mennesker fanges i krydsilden, og dø eller lide skade. Kan han virkelig mene at disse mennesker der således ser os som dem der angriber, blot vil se passivt til og trække på skuldrene over vores handlinger, når blot vi siger at vi har gode hensigter?)

PSM’s grundlovstale blev således om ‘vores’ (Danmarks) udenrigspolitik, og han sluttede af med ordene om at vi burde være stolte og glade over vores grundlov. Man kan næppe forvente andet af en Konservativ. Han nævnte dog intet om de hjemlige forhold, hvor Grundloven er for det meste virkningsløs til at forhindre statens overgreb på individer (primært i form af beskatningen, der krænker privat ejendom, som iflg. Grundloven kun må ske af hensyn til almenvellet), samt den snigende suverænintetsafgivelse der sker i form af EU-projektets voksen i udstrækning og indflydelse her til lands.

En Konservativ der ikke tager notits af individets rettigheder, krænkelse af privat ejendomsret og subsidiaritetsprincippet der er indeholdt i det at der bør bære lokal suverænitet? Næppe. PSM lader, som resten af regeringen, i sidste ende ikke til at være hverken borgerlig eller konservativ.

Per Tærsbøl sluttede af med en tale om Helsingørs fortræffeligheder. At vi måtte være glade for at vi holdt til i sådan et smørhul som Helsingør er, kulturen badestrandene, den gamle by, Kronborg, med Shakespeare’s “Hamlet”. Joda, og det er også fint. Herren nævnte også at kommunalbudgettet var forbedret markant siden PT og hans konservative byråd tog magten i 1993 (underskud på 64 mio kroner i kassen var blevet til et overskud på omtrent 250.) Også fint - ret skal være ret.

Men igen, det lidet acceptable blev ikke nævnt. Primært at PT og hans Konservative i de sidste år har gennemtromlet et prestigeprojekt i form af “Kulturværftet” - det gamle skibsværftsgrund skal nu laves til en regional kulturmastodont. Her vises det ikke-konservative tankesæt igen - det er ufatteligt at en Konservativ skulel være af den holdning at “kulturen” ikke vil trives uden statslig og kommunal indblanding. Vigtigt er det også at nævne, at hele projektet skønnedes at koste op til 1,2 milliarder kroner, hvoraf 400 mio. skal betales af Helsingør Kommune. (Uoverraskende kunne Helsingør Daglad for nogle måneder siden på forsiden afsløre at allerede nu er havne-delen af projektet, dvs “Kulturhavnen” løbet væsentligt over det budgetterede.

Bliver kulturen bedre af et “kulturværft”? I min mening, næppe. Lokalerne bliver utvivlsomt flotte, men det er indpakningen - kulturen må nødvendigvis være om indholdet. Og indholdet påvirkes ikke på den måde. Kort sagt - Kulturværftet bliver en monolit hvor PT og hans konservative og socialdemokratiske kollegaer i byrådet kan indmejsle deres navne for at eftertiden kan se deres storhed. Vi andre betaler blot regningen. (Og jeg må tilføje at med det pauvre udbud af “Kultur” som denne kommune byder på, er min forventning om at gøre brug af dette “kulturværft” reelt nul.)

PT nævnte heller intet om at han, som angiveligt konservativ, har været i toppen af det kommunale hylekor for at få lov tila t hæve skatterne, på trods af 1) vi har et skattestop. 2) den konservative folketingsgruppe er de mest standhaftige i kravet om lavere skatter.

Jeg ryster på hovedet.

Det korte af det lange - det var fint at gense Hammermøllen, hvor jeg et par gange har haft min gang da jeg var lille, men indholdet af dagen var blev at de lokale Konservative kunne vise partifarverne, drikke øl i solskinnet og klappe sig selv lidt på ryggen.

Men jeg må tilføje at jeg faktisk fik noget usædvanligt ud af besøget. Jeg fandt en 20-krone tabt i græsset da jeg forlod stedet.

Leave a Reply