Ritt igen-igen
Jeg læste for få dage tilbage følgende; Berligske Tidende 20/6-2008, Indland side 4:
“Ritt Bjerregaard: Indfør tvungen privat opsparing.
UHA NEJ - Folketinget bør dæmme op for privatforbruget, så kommunerne får råd til at renovere skoletoiletter og meget andet, foreslår Ritt Bjerregaard. Uha nej, lyder det fra S-toppen, som gik og troede at den røde skole var lukket.”
Kort opsummeret, den venstre-lænende socialdemokratiske mokke par excellence mener at vi andre skal tvinges til at betale til et projekt, som vi under socialdemokraternes vælde i 1993-2001 hele tiden fik at vide havde det meget bedre end under de borgerlige (når man ser bort fra gentagne afsløringer om at folkeskolebygningerne var og er sundhedsskabelige for vor yngel grundet mug og skimmelsvamp..), og som systemet har haft muligheden for at pudse på i årtier, men konstante tilførsler af midler, som private bedrifter kun har kunnet drømme om i deres vildeste fantasier - og det er stadig ikke i orden?!
Hendes argumentation er velkendt:
“Det er klogere at barbere en tomme af fladskærms-fjernsynet end at ødelægge kommunernes mulighed for at bygge vuggestuer, renovere skoler, bygge boliger til psykisk syge eller modernisere ældreboliger.”
og der fortsættes
“Det er vigtigt at samfundsøkonomien ikke kører af sporet. Og det er klart at vi står i en situation hvor inflationsspøgelset lurer bag en overophedning. Det er bare mere fornuftigt at reducere privatforbruget end at holde det offentlige forbrug nede ved at forhindre kommunerne i at foretage nødvendige investeringer. Hvis regeringen stadig vil holde fast i skattestoppet, er der mulighed for at i en kortere periode at indføre en mindre, tvungen opsparing.”
Mine kommentarer er følgende, i omvendt orden.
1) Vi ved udemærket hvad “midlertidig” betyder for socialdemokrater hvad angår skatter - det lønmodtagerbetalte Arbejdsmarkedsbidrag, som blev indført af den Socialdemokratiske regering imidten af 90′erne skulle have være midlertidig; den skulle kun gælde så læge der var høj arbejdsløshed, og dens rate skulle falde i takt med at arbejdsløshedens faldt. Det gjorde arbejdsløsheden så, men AMBI’en/Bruttoskatten steg derimod fra 5% point til 8% point. (Det havde daværende skatteminister Karsten Koch ingen kommentar til da han blev adspurgt på et debatmøde mellem ham og Uffe Ellemann (før valget i 1998) i Hørsholm. Jeg husker faktisk stadig hans ansigtsudtryk - det var som om spørgsmålet ikke var udtrykt på meningsfyldt Dansk, og at det adspurgte slet ikke gav mening for ham).
2) Ritt spiller overophedningskortet ud som undskyldning for mere statslig kontrol med privatproducerede midler - nøjagtig som Anders Fogh gjorde sidste år da oliemilliardernes overskud på statsfinanserne fik de liberale ud af busken for at kræve skattelettelser. Men Ritt viser ganske klart sin uvidenhed om økonomi i kraft af at hun tror at X kroner brugt af det offentlige vil have mindre “overophedende” effekt end X kroner brugt af private. Anvendes pengene til forbrug, uanset om det er af private eller offentlige aktører, vil de have en overophedende effekt - det er selv Keynesianske økonomer enige i.
3) Ritt påstår at de ting hun vil bruge de tvangsopsparede midler er “nødvendige”. Jeg spørger dertil: Nødvendige for hvem? Vil disse midler gøre en faktisk forskel for borgerne, hvis de hentes hjem, og sættes i brug? Eller er de blot nødvendige for Ritt, som kan bruge pengene til at købe flere stemmer til sig selv, på juridisk tvivlsomme billig-bolig-projekter til hendes undersåtter der har artibogen i orden? Mit gæt er det sidste.
4) Ritt antager på klassisk socialistisk vis at det som private allernådigst får lov til at beholde, efter skattefar har taget sin andel, ikke går til andet end tant og fjas: Store biler, jetoner på spillebordet i kasinoet, og store fladsværms-TV (- samt følgende at alt det det offentlige tilraner sig ikke kan gå til andet end seriøse og gavnlige aktiviteter!). Det falder hende simpelthen ikke ind, at folk, når de har ansvaret for sig selv og deres familier (og hvis jeg må være så fræk for en ikke-socialist og sige: lokalsamfundet!), faktisk overvejende handler rationelt på en måde som vi igen og igen ikke ser det offentlige gøre det. Når kronerne tæller, så køber folk fornuftigt ind, investerer derefter for eftertiden, og det der bliver tilbage kan være at det falder af til det der gør livet lidt sødere. Det kan dog ikke overraske at en socialist (hvilket det reelt er der på spektret hvor Ritt befinder sig) mener dette - individet er et problem i den Røde Skole, og Kollektivet er løsningen.
5) Argumentationen bliver værre - Ritt påstar at IKKE at beskatte borgerne hårdere end de allerede er (kort sagt, trækprocent for alle fuldtidsansatte er 40% og opefter), vil være at “…ødelægge kommunernes mulighed for at bygge…”. Men hov - kommunerne har da disse muligheder i dag, og de har haft dem i årtier. Problemet er så blot at det skal se under økonomisk holdbare rammer, dvs. ingen budgetoverskridelser, ingen evigt voksende budgetter - og dermed ingen højere skatter og ikke mere høj-niveau omfordeling kommuner og stat imellem, udenfor borgernes kontrol.
Moralen af mine kommentarer kan opsummeres således: Hvis de ældre i forsamlingen adspørges, kan de så berette at den offentlige service er blevet dobbelt så god, siden dengang skattetrykket var det halve af hvad det er i dag? Ja eller nej?
Hvis ikke, falder socialdemokraternes argumentation for højere skatter til jorden. Så simpelt er det. Men det vil aldrig forhindre dem i til evig til at appellere til at vi skal aflevere mere til deres velfærdsprojekt.